Vores vision og historie
Vision
Tillid og lokal opvækst
Gesten Kro’s vision for ALFA er at skabe et levende og lokalt forankret samlingssted for virksomheder, foreninger og private i hele Vejen Kommune. Et sted, hvor mennesker mødes til hverdagens frokost, det vigtige møde, den store fest og de oplevelser, man husker.
Gesten Kro blev bygget som Centralhotellet i 1919 og har gennem generationer dannet ramme om fællesskab, gode historier og livets store begivenheder. Da brødrene Mikkel og Mathias Lomborg overtog kroen, var det med ønsket om at bevare og udvikle et lokalt mødested. Den samme tanke tager vi nu med til ALFA, i de historiske bygninger, hvor fortidens industri skal danne ramme om fremtidens fællesskaber.
Vejen Kommune er hjemsted for mange stærke virksomheder med dybe lokale rødder. Vi tror på, at erhvervslivet kan blive en vigtig del af ALFA’s fremtid gennem møder, konferencer, frokostordninger, selskaber og samarbejder. Men opbakning er ikke noget, vi forventer – det er noget, vi skal gøre os fortjent til.
Derfor begynder vores arbejde med kvalitet, stabilitet og ordentlighed. Vi skal levere det, vi lover, skabe gode oplevelser og opbygge en solid tillid blandt områdets virksomheder og borgere. Skridt for skridt vil vi udvikle ALFA til et naturligt samlingspunkt i Vejen, båret af lokal opbakning og bygget på stærke relationer.
Historien om ALFA
Margarinefabrikken Alfa A/S var en dansk margarinefabrik, der hørte til landets største. Den blev stiftet 3. april 1897 af den driftige senere nationalbankdirektør og landstingsmand Johannes Lauridsen (1847-1920). Fabrikken begyndte sin virksomhed 26. januar 1898. Den lukkede i 1992 efter en forgæves kamp i margarinekrigen.
Det var Vejens opkomst som stationsby, der gjorde det attraktivt at anlægge virksomheder i området. Alfa-fabrikken blev anlagt på Vestergade 2-8 på jorder tilhørerende Lauridsens gård Grønvang. Alfas oprindelige fabriksbygning fra 1898 er tegnet af arkitekt Sophus Petersen og opført i rød blankmur med lisener og rundbuede vinduer.
Johs. Lauridsen var bestyrelsens formand til sin død og virksomhedens administrerende direktør til 1908, da han indtrådte i Nationalbankens direktion og overdrog fabrikkens ledelse til sin søn, civilingeniør Olav Vang Lauridsen(1879-1956).
Firmaet overtog efterhånden flere margarinefabrikker landet over: A/S Esbjerg Margarinefabrik i 1912, A/S Margarinefabrikken “Axa”, Aalborg i 1920, A/S Falster Margarinefabrik, Nykøbing Falster i 1921, og — delvis — A/S Bornholms Margarinefabrik, Rønne i 1917. I 1913 blev fabrikken udvidet med en kontorbygning og i 1920 med en folkebygning.
Begyndende i 1929 blev konkurrencen gradvist skærpet, idet hollandske virksomheders opkøb af danske fabrikker resulterede i kraftige prisfald og en stigende konkurrence. Disse konkurrenter blev efterhånden samlet i firmaet Unilever. Modsvaret på den udenlandske konkurrence blev en fælles prispolitik og regulering, der blev indgået som en tiårig aftale i 1931 mellem de tre store danskejede margarineproducenter, Alfa, Solo og Otto Mønsted A/S. Alfa fik tildelt 25% af markedet.
I 1947 blev der via firmaet A/S Margarine-Compagniet etableret et kontroversielt kartelsamarbejde mellem Alfa, Solo (i mellemtiden overtaget af Unilever) og Otto Mønsted. Ifølge aftalen skulle samarbejdet vare i 25 år. Samtidig blev Otto Mønsteds OMA-navn fælles varemærke.
Aktiekapitalen, der oprindelig var på 250.000 kr., var i 1950 vokset til 2.500.000 kr. I 1956 døde Olav Vang Lauridsen og blev efterfulgt af sin søn Johannes Vang-Lauridsen (1920-1989).
Alfa havde rustet sig til konkurrencen efter markedsaftalens ophør ved i 1962 at opføre en ny fabrik i Vestergade 10. Dette anlæg er tegnet af arkitekt Erik Laursen og opført i rød grundmur i to etager.
Da samarbejdsaftalen udløb i 1972, forblev Otto Mønsted og Unilever i samarbejdet, nu under navnet Margarine-Selskabet, mens Alfa brød ud og fortsatte som selvstændig virksomhed. Alfas afvisning af at lade sig opsluge af den monopollignende gigant Unilever blev startskuddet til “margarinekrigen”. I løbet af 1970’erne fordoblede virksomheden sin markedsandel. Væksten medførte, at Alfa i 1976 opførte en ny lagerhal og i 1981 en konservesfabrik.
I 1982 blev Johnny Vang-Lauridsen, gift med Johannes, adm. direktør. Hun havde da allerede haft indflydelse via bestyrelsen i en årrække. I 1984 indgik hun et samarbejde med Unilever, men da Unilever foreslog at lukke produktionen i Vejen i 1986, protesterede Johnny Vang-Lauridsen. Hun måtte dog opgive kampen, da tillidsmændene på Unilevers fabrik i Sønderborg og Alfas fabrik i Vejen i 1990 stod sammen om at opfordre til at standse krigen. Unilver overtog fabrikken i 1991 og lukkede den kort efter. Som følge af salget forpligtede en konkurrenceklausul Johnny Vang-Lauridsen til ikke at påbegynde margarinefabrikation inden for tre år, men så snart de var gået – i 1994 – etablerede hun margarinefabrikken Grønvang i Vejen. Selskabet led store tab det første leveår, og måtte allerede i 1995 gå i betalingsstandsning og senere konkurs. Fabrikken lukkede, og Johnny Vang-Lauridsens ejendom i Nordsjælland blev inddraget i boet efter fabrikken, således at et salg var nødvendig.
I 1996 blev Grønvang Margarinefabrik overtaget af Royal Brinkers og eksisterer således fortsat.
Af de tre store margarinefabrikkens anlæg er det i dag kun Alfas bygninger, der stadig eksisterer.
Åbningstider i huset
Frokost buffet eller som take away
Gælder fra 28 september 2026
Mandag: 10:30 - 1400
Tirsdag: 10:30 - 1400
Onsdag: 10:30 - 1400
Torsdag: 10:30 - 1400
Fredag: 10:30 - 1400
Lørdag: Lukket
Søndag: Lukket
ALFA holder til i Vejens historiske margarinefabrik, der blev grundlagt i 1897. De smukke, gamle fabriksbygninger er nænsomt renoveret og danner i dag en unik ramme, hvor stedets historie møder moderne komfort. Her skaber de rå detaljer, flotte lokaler og varme omgivelser en helt særlig og hyggelig atmosfære.
Har du spørgsmål til vores menuer, lokaler, arrengementer eller andet, er du meget velkommen til at kontakte os via telefon eller mail. Vi hører også meget gerne fra dig, hvis du skal afholde et privat arrangement. Mulighederne hos ALFA er mange...
Telefon
+45 27 50 01 50
info@Gestenkro.dk
